Gå til indhold

Frise CKVTil Region Syddanmarks hjemmesideTil forsiden


Datateket

Datateket er et unikt tilbud til både private og fagfolk, der enten har eller arbejder med børn, som har særlige behov og derfor har brug for ekstra hjælp og støtte i deres udvikling. Ved at anvende læringsapps, som barnet er motiveret til at bruge og som matcher barnets niveau, kan man støtte og fremme barnets intellektuelle udvikling og kompetencer. Barnet vil på denne måde opnå størst effekt, da læringen således går gennem leg og aktiviteter der er drevet af lyst.

Datateket er både for privat- og fagpersoner samt institutioner. Her kan man få sparring og vejledning i forbindelse med børn, som har brug for ekstra hjælp og støtte i deres udvikling. Siden 2010 har vi tilbudt de fynske kommuner, at børn med særlige behov, i alderen 2-12 år, har mulighed for at benytte Datateket.

Der bliver løbende udviklet mange nye, spændende og lærerige apps til tablets, som kan støtte børn med særlige behov i deres udvikling. Vi kan, i Datateket, hjælpe med at navigere rundt i det store udvalg og finde de helt rigtige apps til både det enkelte barn og bredere målgrupper af børn. Derudover giver vi vejledning i hvordan man anvender dem bedst og mest pædagogisk sammen med barnet. Apps, tablets og evt. håndteringsudstyr kan lånes i en aftalt periode.
 
En tidlig indsats kan være med til at øge det enkelte barns kompetencer og give mere livskvalitet. Endvidere kan man gennem leg med tablets styrke den kognitive indlæring, sproglige udvikling samt give flere succesoplevelser og øge det sociale samvær med andre børn og voksne, som de ellers kan være afskåret fra.
At være fortrolig med og at kunne håndtere en tablet vil ofte være essentielt for mange af børnenes fremtidige liv.


Råd og vejledning
I Datateket gives råd og vejledning i netop at finde og udvælge de rigtige læringsapps, der stimulerer og passer bedst til et enkelt barns udvikling og behov. Det kan eksempelvis være apps der stimulerer:

 

  •   Årsag/virkning
  •   Kategorier, begreber og matching
  •   Koncentration
  •   Opmærksomhed
  •   Overblik og logisk tænkning
  •   Synsvanskeligheder
  •   Tegn til tale
  •   Sproglig udvikling
  •   Mindfulness og afslapning
     


Abonnementskommuner
Borgere der bor i nedenstående kommuner kan frit benytte sig af vores tilbud, så ring eller send en mail til Jannie, så finder vi en tid (besøg skal være aftalt på forhånd – se kontaktoplysninger nederst på siden).

Assens, Langeland, Nordfyn, Faaborg/Midtfyn og Odense (børn fra 2 – 12 år), Kerteminde, Svendborg (børn fra 2-7 år)

Åbningstider: mandag kl. 09.00-17.00 og tirsdag kl. 09.00-16.00

 

Til fagfolk og institutioner
Datateket benyttes i høj grad af fagpersoner og institutioner fra Fyn, herunder eksempelvis; sundhedsplejersker, dagplejere, støttepædagoger, ergo- og fysioterapeuter, familieplejere, PPR-fagfolk, tale-hørepædagoger samt almindelige institutioner med små specialafdelinger og specialinstitutioner.

Det tilbud, som Datateket har, yder støtte til fagpersonerne i deres arbejde med det enkelte barn eller en bredere målgruppe ved at rådgive og vejlede i valget og brugen af apps.
Fagfolk kan ligeledes låne apps til brug i institutionerne i en aftalt periode.


Vejledning og sparring online
Selvom I ikke bor i nærheden af Odense, er det også en mulighed for jer at benytte Datateket, da vejledningen kan foregå online via video-konference (Cisco Japper eller WebEx), mail eller telefonisk. Ring og få en snak med Jannie, så kan I aftale nærmere (se kontaktoplysninger nederst på siden).


Pris
Vi tilbyder forskellige løsninger, herunder: abonnement, enkeltsessioner, klippekort (mulighed for at købe flere brugeradgange) og oplæg (Jannie kommer ud og holder oplæg, hvor hun fortæller om og demonstrerer udvalgte apps for en gruppe fagpersoner).
Prisen afhænger af den løsning I vælger – ring eller send en mail, så kan vi finde den helt rigtige løsning der passer bedst til jeres behov.


Jannie Vang Nielsen
mail: datatek.fyn@rsyd.dk
Telefon: 99 44 34 00


Siden er sidst opdateret 24-10-2018
Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi